Ananas i egen juice

Livemusik, events, webdesign, musikundervisning, lyddesign, online bookingportal. Der er mange forskellige bolde i luften og jeg elsker det. Ikke en dag ligner hinanden, og jeg har her muligheden for at realisere mine ideer og drømme, samt bruge alle mine kompetencer. 

Er det ikke lidt rodet?

Nej, Det er det ikke. Den røde tråd i alt hvad jeg laver, er den kreative proces. Om det er at stå på en scene, lave en hjemmeside, eller opbygge et event fra bunden, er der mange kreative overvejelser, der tilsammen skal skabe det helt unikke for kunden. I mit arbejde er der også mange knap-så-kreative-processer som myndighedstilladelser, de lidt mere nørdede ting omkring en hjemmeside, bogføring, etc. Men det er en del af at være iværksætter. 

Min baggrund (kort fortalt)

Jeg har siden barnsben spillet og produceret musik, og brugt alt min fritid her. I gymnasiet, 2012, lavede jeg en endags festival, FG musikfestival, og fik her indblik i alt arbejde bag om livemusik og koncerter. Herefter valgte jeg at uddanne mig til Eventkoordinator, hvor jeg havde min elevtid ved Kolding Kommunes Kulturafdeling. Her stod jeg bl.a. i spidsen for Gadefest On Tour med Royal Unibrew, Kolding 750 års jubilæum og Kolding Kulturnat. Efter min elevtid, startede jeg i september 2019 min egen eventvirksomhed, Northland Event. Det første halve år gik rigtig godt, og jeg kom hurtigt igang med nogle spændende projekter, og så kom Coronaen… 

Iværksætteri, med en pandemi

Min kalender gik fra at være helt fyldt, til at være total tom på 2 dage, efter første nedlukning. Hvad gør man så, når man er en af de første der bliver lukket ned, og en af de sidste der bliver åbnet op? Man skal være kreativ.

Jeg havde lavet lidt hjemmeside til mig selv, og havde nogen i mit netværk, der spurgte mig til råds. Kort tid efter sad jeg og lavede hjemmesider. Derudover startede jeg op med guitarundervisning, samt undervisning i musik til særligt udsatte borgere i Vejle kommune. Jeg opbyggede en online bookingportal for musikere, der skulle skabe større synlighed for disse, inklusiv mig selv, i en presset Corona-periode. Jeg lavede corona-events som Drive In Banko, og EventC hyrede mig ind freelance, til at give en hånd med til deres events.